mandag den 27. maj 2013

Chelsea - fuld af inspiration

3 dage med Chelsea Flower Show, langt over 1000 inspirerende fotos og lidt trætte ben - jeg har haft en fantastisk uge i London, der også bød på 2 små haver i London, den store Wisley-have en times tid uden for byen samt en ny køkkenhave langt ude på landet.
 
I alt havde jeg 6 skønne dage helt uden regn :)

I dette blogindlæg vil jeg bringe lidt inspiration videre fra en enkelt have på selve showet: The M&G Centenary Garden 'Windows Through Time'.
 

Haven afspejler de seneste hundrede års havetendenser: Fra den moderne skulptur til de 'historiske' buske, som var populære i 1900-tallet; laurbær, kristtjørn og rhododendroner. 
 
Når man kigger gennem skultpuren, det store vindue (som er dannet af 2 C'er for Chelsea Centenary), drages øjnene mod den gamle sandstensvæg i baggrunden. Nedenfor væggen spejler et lille bassin løv og himmel, og naturligvis er der her plantet fugtelskende planter som bregner, iris og løn. Vand og sten har været et gennemgående element i showhaverne i alle 100 år. 




Et andet sted i haven er der en 'kyssesti', en kvasbunke af hensyn til havens smådyr, en vild beplantning og en mere formel - alt sammen elementer, der afspejler de forskellige havetrends op gennem tiden.
 
Har du lyst til at se et lille klip fra haven, så er der et link lige her: 
http://www.mandgchelsea.co.uk/2013-garden/garden-tour.aspx

Chelsea Flower Show er andet end haver: Der er masser af stande, der frister de besøgende med alt fra haveredskaber og frø til blomstermalerier og haverejser. Og også disse stande bedømmes af en særlig dommerkomité, og bedømmelsen er afgørende for, om man kan få lov at deltage igen en anden gang.
 
GardenGirl var med for første gang nogen sinde - og bedømmelsen lød: Recommended. En smuk stand, der bl.a. fik ros for at anvende rosenknopper som bunddække i blomsterkummerne - og som naturligvis var yderst velbesøgt.
 
I min egen have stortrives for tiden særligt rhododendroner, fugleunger og skvalderkål - men det ser ud til, at jeg snart får skik på det hele, så der bliver klar til åben have i juni. Her er det jo helt fantastisk, at haven er en fælles interesse for min mand og mig - det går lidt hurtigere og er langt hyggeligere, når man er to om det hele ;)

torsdag den 16. maj 2013

Lige før... og lidt nu!

For to dage siden gik jeg en hurtig runde i min have, fordi der er så meget smukt og vellykket lige for tiden. Og så er der alt det andet!!!

Og nej - det er jo ikke skvalderkålen, jeg personligt kan tage æren for - men jeg skal nok tage æren for at udrydde den om en uges tid. Det må vente - jeg har jo lige en tur vestpå :)
 
Helt perfekt har de lyse narcisser omgivet min skønne Hebe (gudinden) i år. Så kan jeg godt se bort fra rodet bagved. Vi er endnu ikke færdige med at rydde op efter sidste sommer og efterårs byggeprojekter - men det bliver bedre dag for dag :)
 
I min køkkenhave går det så forrygende, at jeg er helt bekymret for, om der går noget helt galt på et tidspunkt. Det er næsten for godt til at være sandt.
 
Se fx lige mine kartofler! De blev startet i vindueskarmen og har været overdækket mod frost med et enkelt lag bobleplast. Det er ikke længere nødvendigt - og mon ikke jeg kan høste det hele inden Skt. Hans, så jeg kan få plads til kål...


Ærterne vokser godt til hver eneste dag - man kan jo se dem vokse fra morgen til aften! Det er to dage siden, billedet er taget - og de er næsten dobbelt størrelse i dag :D
 
Salaten vokser også med raketfart. Jeg har gang i et lille eksperiment: I England har de nogle smarte 'klokker' til at fremme udviklingen af planterne. Og jeg skal da lige love for, at der er forskel på salat inde og ude. Alle planter blev sat i samme størrelse, forspiret i vindueskarmen, og kun lige med et enkelt blad mere end de to kimblade. I dag overvejede jeg faktisk at fjerne overdækningen helt, for planterne står ret mast nu. Men jeg venter - til jeg kommer hjem igen... Dét bliver spændende at fotografere - og spise det første salathoved.
 

Og den helt store fidus er jo, at 30 salathoveder nu ikke er spiseklar på samme tid. Jeg kan altså fremskynde sæsonstarten :)

Min mand har passet mine show-aurikler ganske godt hele vinteren, og de kvitterer nu med skønne blomster i selskab med bl.a. hornvioler på den lille plantetrappe. Den har været god her i sen-vinteren, hvor den stod helt tæt på huset, og planterne dermed ikke var så udsat for frosten.
 
Den hårde vinter har naturligvis betydet, at den vinterblomstrende kirsebær har holdt blomsterne tilbage - og dét er jeg da virkelig glad for lige nu: Den blomstrer overdådigt i min forhave og ligefrem om kap med magnolie. De to klæder hinanden - og udsigten til blomsterne er det første jeg ser om morgenen, når gardinerne trækkes op i soveværelset. Skønt syn, ik'?
 
Magnolien bagerst og den vinterblomstrende kirsebær er helt fantastiske sammen i år.
 

Den ER da helt skøn - ja, måske bare lige så skøn som alle andre kirsebær, men det er de færreste år, jeg har sådan et flor i min have. Blomstringen om vinteren er en smule mere sporadisk - men jo lige skattet på dét tidspunkt :)
Hvordan mon det hele ser ud om en uge? Jeg kan allerede nu se, at rhododendronerne vil eksplodere inden jeg kommer hjem fra London. Jeg skal jo over til 100-års jubilæet for Chelsea Flower Show. Uuhh, hvor jeg glæder mig... (selvom vejrudsigten siger regn, regn, regn!)

mandag den 29. april 2013

Kan du anbefale mig en have?

To der klæder hinanden...

Helt tilfældigt fik jeg øje på et rigtig kønt par i min have i dag: Den mørke rosa-violette påskeklokke og den limegrønne stinkende nyserod. Er de ikke kønne sammen? Jeg skal da vist gøre lidt mere ud af denne 'fætter-kusine-fest' :) Begge planter er i øvrigt frøplanter fra egen have. 
 
Chelsea Flower Show 100-års jubilæum
Og ved I hvad - jeg skal til London i 6 dage. Fra lørdag den 18. maj til torsdag den 23. maj. Fra mandag til onsdag har jeg adgang til Chelsea Flower Show. Mandag er jeg sluppet gennem nåleøjet som skribent, tirsdag morgen (kl. 5.30) er jeg sluppet gennem det endnu mindre nåleøje som fotograf, og tirsdag-onsdag har GardenGirl foræret mig en udstillerbillet mod, at jeg hjælper til på deres stand tirsdag formiddag. Herligt ik'?

Og hvad skal jeg så lave lørdag, søndag og torsdag i London? Tjo - mon ikke Wisley er et besøg værd? Og Kew Gardens? Og så håber jeg på, at nogle af jer bloglæsere kender et par dejlige haver at supplere med... Kom frisk med dit forslag ;)

I 2009 var jeg på Chelsea Flower Show en enkelt dag - denne gang ser jeg frem til at kunne have lidt bedre tid til at opfange alt det nye og smukke og særegne. Og få skøn inspiration med hjem til haven...

Billedet ovenfor er fra 2009. Jeg synes, det er en skøn en kombination med de hvide løjtnantshjerter, allium og hvide,gule og dybviolette akelejer - og hvert år drømmer jeg om at gøre det efter. Nu må vi se, om det lykkes i år - jeg har lige en hel masse kvadratmeter skvalderkål, jeg skal luge væk, før jeg kan komme videre i haven! Det har virkelig hygget sig under snedækket i år, suk...

Min have lige nu
Men ellers hygger jeg mig lidt med 4 kønne kyllinger, en masse forspirede grøntsager overalt i vindueskarme og i orangeriet, der holdes frostfrit, og fra min arbejdsplads 'i haven' nyder jeg udsigten til de 6 første, blomstrende rhododendroner, utallige påskeklokker og ikke mindst: Trillium'er.

I orangeriet har vi nu alle de overvintrende planter. De har været i vores bobleplast-forede drivhus hele vinteren med en varmeblæser til at holde det frostfrit. Nu er der gjort rent i drivhuset, og orangeriet er smukt indtaget af blomstrende kamelia'er og modnende citroner. 

Havelivet er da fantastisk :)

Og forresten: Husk nu, at det er på søndag, at det store havemarked på Sanderumgaard øst for Odense afholdes. Ses vi?

http://haveselskabet.dk/event/for%C3%A5rsmarked-p%C3%A5-sanderumgaard

lørdag den 6. april 2013

Jeg har aet en blåmejse

 
Den så altså ligefrem ud til at nyde det! Altså, den blåmejse jeg aede i går.
 
 
Og den tog slet ikke notits af, at jeg fotograferede på livet løs med min iPhone. Forunderligt...
 
 
 
Herunder er der en lille video. Og som I kan se, så kunne den altså udmærket flyve.
 
Jeg beklager kvaliteten - men at filme med den ene hånd og ae en blåmejse med den anden var ikke lige forberedt! Jeg tog bare chancen.
 
 
 
 
Det skal lige siges, at jeg har fodret fuglene hele vinteren - og særligt i foderhuse, der hænger på vinduerne, så de er jo ret trygge ved mig efterhånden (der hænger fx et foderhus lige klods op ad mit skrivebord på kontoret).

God weekend til jer alle

torsdag den 4. april 2013

I gang igen!

Undskyld - jeg er ked af, jeg forsømmer at få skrevet på min blog. Og det er naturligvis bare fordi, jeg har så dejligt travlt. Var foråret kommet til tiden, havde det nok været endnu værre, så for mit vedkommende har det altså været godt for noget ;)
 
 
For præcis en måned siden indstillede jeg mit liv som folkeskolelærer, så jeg nu udelukkende koncentrerer mig om mit firma. Det har vokseværk, og den slags gør jo faktisk lidt ondt af og til: Der er rigeligt at se til. Men på den anden side sidder jeg ikke længere og arbejder til langt over midnat. Jeg forsøger at lukke computeren omkring 21.30 nu. Og så har jeg hentet mine børn fra institution et par gange - og jeg har også haft et par hyggelige morgener med dem. Jeg er så glad for, jeg har taget chancen...
De sidste par år har det virkelig hængt mig ud af halsen, at andre har bestemt på mine vegne, hvad jeg skulle og hvornår! Nu planlægger jeg det hele selv - og nu skal jeg så til at få det hele til at køre så effektivt, at jeg også kan leve af det. Spændende, spændende...

Forspiringen er naturligvis blevet forsinket i år, men der står da fine småplanter i snart samtlige vindueskarme i huset, og når Carl-Emil på 11 år ikke er hjemme, har jeg åbne vinduer på hans værelse (husets lyseste værelse), så der også er et køligt rum. De bli'r bare så flotte, mine småplanter...
 
Og så i søndags og i mandags gik der rigtig forårsstemning i den. Der var jo fantastisk lunt i orangeriet, så jeg har sået til den helt store guldmedalje. I kan jo nok se på billedet, at der har været gang i den :)
 
Kartofler har jeg også haft til forspiring - eller det vil sige: de har ligget i sækken og forspiret helt af sig selv (mig kunne de åbenbart ikke vente på!), og nu har jeg så fået dem lagt i SunGrow-poser med jord. Her skal de sætte de første, kraftige blade - og mon ikke de bliver klar til om 14 dage, hvor jorden da vel forhåbentlig også er det? Det er i hvert fald planen, at kartoflerne dermed har fået et godt forspring i forhold til, hvis jeg blot lagde dem i jorden. Til Skt. Hans skulle jeg meget gerne have dem alle høstet, for så skal pladsen i køkkenhaven bruges til andre afgrøder.

 
At udnytte pladsen i køkkenhaven fuldt ud er mit havemantra i år. Det ene skal afløse det andet. Løbende forspiring med god timing bliver udfordringen - det kender jeg mig selv godt nok til at vide. Jeg synes bare, det er så spændende, og nu har jeg jo brugt 20 år på at udnytte pladsen fuldt ud i prydhaven, så nu er jeg klar til lidt fornyelse. (Uha, hvor lyder jeg gammel, når jeg har haft have i mere end 20 år, men jeg blev jo altså husejer som 18-årig, så helt så gammel er jeg så ikke (endnu)!)
 
 
Og så har jeg besluttet, at jeg skal have gjort lidt ved det med krukkerne i år. Per - min flittige mand - har jo ellers sørget godt for dem de seneste 10 år, men her forleden blev jeg helt inspireret, mens jeg handlede mælk og havregryn.
 
I Fakta var der lavendler - uden blomster - og jeg er ret vild med det grålige løv. Så jeg blev liiiige nødt til at købe et par stykke, køre forbi Grøntmanden efter de hvide hornvioler og så supplere med en skøn påskeklokke. Det blev da ret kønt, ik'?
 
Vores drivhus har vi igen i denne vinter haft pakket ind i bobleplast og holdt på 4-5 grader med en varmeblæser. Og lige nu står den yndigste Camellia og er ved at springe ud med lyserøde blomster. Så snart der ikke kommer nattefrost længere, bliver den flyttet til orangeriet, så vi bedre kan nyde den.
 
Men det er jo endnu et plus ved den lange vinter: Mange af de tidligstblomstrende planter har slet ikke haft lyst til at gå i gang. For første gang i 17 år har jeg fx ikke haft blomstrende rhododendroner på min ældste (17 år) søns fødselsdag den 23. marts. Til gengæld er risikoen for, at de bliver taget af nattefrosten, når nu de tager sig sammen til at springe ud, meget mindre.
 
Lad os se på de lyse sider - men NU må foråret gerne komme bragende. I er garanteret enige :)