Grøn og frodig pause

På min terrasse er de første klokkeranker sprunget ud. Skønne, store blomster i en køn, diskret farve. 

Når rosernes hovedblomstring er aftagende, indtræffer den periode i min have, jeg kalder 'Grøn pause'. Og jeg nyder det! Hele foråret og sommeren indtil nu har haven fremvist det ene farveorgie efter det andet - men netop på denne tid nyder jeg de mange frodige blade med deres store variationer i nuancer og størrelser. Nu, hvor rigtig mange af roserne samler energi til endnu et flor i august, og nu, hvor træernes frugtstandene endnu ikke har fået farve. Det er lige som om, at dette evindelige (efterhånden!) regnvejr blot understreger frodigheden - og i hvert fald er den med til at sikre, at august heller ikke byder på tørre, brune bladspidser.

Og med den grønne kulisse er det ekstra smukt med mange hvide blomster, synes jeg. De passer så fint ind, uden rigtig at forstyrre min 'grønne pause'.

 

Den hvide sporebaldrian fortsætter sin blomstring længe endnu, og der er masser af nye skud på vej i alle bladhjørnerne på de lange stængler.

Smalbladet klokke er relativt ny i min have, og jeg har opdaget, at også den sætter blomster kontinuerligt op ad stænglerne, så jeg sørger for hele tiden at fjerne de visne. Så går der ikke unødig energi til spilde på at danne frøstande.

'Annabelle'-hortensien er jeg blevet helt vild med... Dens små, limegrønne blomsterstande har udviklet sig til store, hvide klaser - og lige for tiden nikker de under den store vægt af regnvand. Jeg synes, det er helt perfekt, at den er så neutral, mens der er farver overalt i haven - og så nu lyser op med de hvide bolde. Jeg har fået fortalt, at hvis jeg klipper skuddene ned til 30 cm i april måned, vil der dannes lidt mindre blomsterhoveder, men så til gengæld på stærkere grene. Dét skal jeg afprøve næste år.

Den hvide stormhat behøver ingen støtte - til trods for en højde på 150 cm. Den plejer at være flittig til at sætte sideskud - og dermed flere blomster, hvis jeg klipper blomsterstanden af efter blomstringen. 



'David' hedder den hvide høstfloks, jeg efterhånden har flere steder i haven. Og for første år har jeg så mange floks, at jeg nænner at plukke ind af dem. Det er herligt, når stauderne når en sådan volumen. - Og så får denne sort jo faktisk aldrig meldug!

I år måtte jeg klippe 'Francine Austin'-rosen helt tilbage i april, så der er ikke så stort et flor af de små, hvide pompon'er, men jeg krydser fingre for en lidt mildere vinter, så den næste år vil præsentere sig som beskrevet af David Austin: "wiry stems in large, dainty sprays".

Og jo: Naturligvis er der stadig gule, rosa og violette pletter rundt om i haven - bare ikke så mange

Ha' en dejlig weekend...

Så langt - så godt...

I vores have står nu 3 paller med mursten. Petersen Tegl D72 i Flensborg-format - dvs. lidt tyndere end almindelige (på fotoet ovenfor) mursten. De skal naturligvis bruges til muren rundt om vores orangeri, og lige nu venter vi bare på, at mureren skal få tid. Vi kan næsten ikke vente...

I sidste uge blev der gravet ud til fundament, der så blev støbt i fredags. Hele formiddagen regnede det - men mureren bragte solen med sig til tilpasningsarbejdet med fundablokkene.

Og så i oprandt den store dag - tirsdag - hvor orangeriet og to kompetente montører ankom i bagende solskin. 1 - 2 - 3 - i løbet af eftermiddagen kom orangeriet på plads, og så var der bare lige det med vinduerne tilbage...

Vinduerne sættes i med bl.a. silikone, og dét går bare ikke at lave dét arbejde i regnvejr - som onsdagen jo bød på uafbrudt her i det vestfynske... Montørerne tog hjem, og jeg krydser fingre for, der meget snart er en lokal tømrer, der har tid til at montere vinduerne, så snart vejret igen er tørt.

 

Har du brug for en blok Calamintha'er?

Vi er gået i gang med at grave - og for en gangs skyld har jeg også gravet en smule  Om ca. 14 dage bliver vores orangeri sat op, så det er på høje tid, at der bliver lavet fundament. Og ja - hos os graves der med håndkraft, for jeg er jo gift med en ganske effektiv mand.

Men altså: En hel del af vores Calamintha nepeta ssp. nepeta - på dansk kaldet Voldtimian - skal væk. Nogle er allerede gravet op, andre er blot klippet godt ned og bliver vel gravet op en af de kommende dage.

Det er dem, du kan se på fotoet ovenfor, og herunder som frodige grønne blokke i forgrunden og nogle opgravede blokke i baggrunden. Der er mange, hvis man deler dem!

Kan du bruge nogle af dem? Så giv mig et ring på 3121 1001 - eller send en sms...

De violette slyngroser

Folk, der kender mig, ved, at jeg er meget glad for lilla. Derfor har jeg samlet mig alle de lilla/violette slyngroser, jeg er kommet i nærheden af, og lige nu er de helt fantastisk rigtblomstrende.

På det øverste foto er det 'Bleu Magenta', der pryder et af vores magnolietræer. Den ville også være fin i et stort frugttræ, for den har stort set ingen torne. Den eneste ulempe ved den er, at den relativt nemt får meldug - dette kan dog undgås med et par ordentlige vandinger i løbet af forsommeren. 

Denne rose spørger rigtig mange af vores havegæster efter navnet på. Jeg har ledt længe i mine notater og fundet frem til følgende: "Carnea (blå)". Og nu bliver det så lidt irriterende, for 'Carnea' er sartrosa og har slet ikke samme tætte, rosetformede blomster som dem på min plante. Og man kan slet ikke finde en blå rose med det navn, hvis man kigger i rosenleksika, plantelister eller googler! Jeg ved, hvor i Tyskland jeg har købt den, så når jeg kommer forbi næste gang, vil jeg medbringe et foto og få navnet helt på plads (forhåbentlig!) 

'Donau' (tv.) betragter jeg som den mest blå af mine blåviolette roser. Planten er mere frodig og rigtblomstrende end min 'Veilchenblau' (th.), blomsterne er lidt mere fyldte, og de nederste af kronbladene er hvide på et lidt større område. Men de er bestemt begge skønne...

'Violette' tager prisen som den, der kan fremstå mørkest. Farven er virkelig intens, - som dén man i England kalder maroon. Jeg har endnu ikke mødt et dansk ord, der dækker ordentligt! Når man kigger direkte ind i blomsten, lyser de varmtgule støvdragere smukt. 

Rosa-violet er vel betegnelsen for farven hos 'Rose-Marie Viaud'. Jeg er helt vild med de små, meget tætfyldte rosetter. Og de klistrer ikke sammen i regnvejr! 

Denne rose betager alle med sine karminrosa, halvstore rosetter, der bleger mod kanten, for efterhånden at blive næsten ensfarvet blåviolette. Den dufter dejligt og har tilmed stærktduftende kirtelhår på blomsterstilkene, så her er flere dufte at komme efter (men måske er det bare mig, der nyder at gå at 'gnide og dufte' mine roser på bagsiden? Sådan en lille bonusoplevelse, tænker jeg).