fredag den 23. august 2013

Filigrankål !

Vi kan jo kalde det vellykket filigran-kål!
Jeg har dyrket en masse kål i år. Forspiret, passet og plejet, plantet ud i den bedste jord, tjekket for æg og larver af kålsommerfuglen hver eneste dag. Lige indtil vi tog afsted på ferie...

Suk... Og vendte hjem 14 dage senere til filigran-kål!

Der var simpelt hen for mange...













Så hurtigt havde jeg ikke troet, det hele kunne blive ødelagt. For der var ikke én orm, ikke ét æg, ikke ét eneste spist blad, da jeg tog afsted.

Grønkålen er i hvert fald helt ødelagt. Jeg har givet de stokke, der trods alt var en smule grønt tilbage på, til hønsene. Der var nemlig SÅ mange larver, at det syntes umuligt at redde noget som helst.

Men høns er jo altså også glade for kål, og larverne er jo næsten en delikatesse, så der var dog nogen, der fik glæde af det...

Biodiversitet - min bare... tænker jeg af og til. Jeg har i hvert fald ydet mit i år - næste år kommer der net over (og det værste er jo næsten, at jeg allerede købte nettet i maj, da jeg var i England. Det gik bare perfekt med at tjekke planterne dagligt, og jeg NØD virkelig det afstressende nusseri omkring planterne, så det kom aldrig over planterne).

Mon ikke rosenkålen klarer skærerne?
Jeg krydser fingre for, at mine rosenkål dog har kræfter til at yde lidt nu - de er knapt så medtagede - mens sommerkålen er helt gået til.

Anderledes succesfuldt er det i orangeriet. Her vokser auberginer, peberfrugter og agurker - og hvor er det dog vidunderligt.

Børnene fascineres også af frodigheden, og Carl-Emil på 11 er god til at hjælpe mig med at sikre en ordentlig bestøvning.


Hyggeligt og lærerigt









Det er skønt, når børnene med engagement tager del i gøremålene. Når det drejer sig om køkkenhave og afgrøder, er de særligt villige. Det er nok fordi de kan et konkret udbytte - ikke bare 'noget smukt' - mon ikke?

Og så lærer de jo en hel masse samtidigt: Da vi høstede bønner forleden og trak planterne op, opdagede Carl-Emil fx de små knolde på rødderne. "Hvad er det så lige?" spurgte han. Og Julius på 4 år kan genkende en kålsommerfugl på lang afstand - dem er der nemlig fri jagt på i vores have nu!
Må jeg prale lidt af mine auberginer?
 

Peberfrugterne går det også fint med
Jeg ville blive begejstret, hvis du vil tage dig tid til at lægge en kommentar om, hvad dine børn/børnebørn optages af i haven, og om du har nogle særlige tricks til at lokke dem med i gøremålene i haven :)


Og så lige til noget helt andet - et reklameindslag!

Har I set, at jeg holder UDSALG i butikken i Aarup i morgen, lørdag, mellem kl. 10 og 14? Det er første gang, jeg prøver det, og det er altså ikke på nettet - kun i butikken.

Og det er et ægte udsalg, hvor det er de udgåede mønstrer og varer, der sælges ud af.

Man kan fx erhverve sig et par GardenGirl-bukser til 389 kr. Eller en GardenGirl-overall til 419 kr. Eller en plaid fra A.U Maison til under 300 kr. Se flere tilbud på MP Havedesigns facebookside :)

Men altså KUN lørdag den 24. august mellemkl. 10 og 14.

- Så kan I også lige se min flotte filigrankål ;)

fredag den 19. juli 2013

Et kig ned i kurven

Jeg har taget min høstkurv i brug igen. Der er nu for meget af alt det skønne i køkkenhaven til, at jeg lige kan bære det i hænderne ind til køkkenet.
Og jeg er vild med det. I dag blev det til salat, squash, agurker, drueagurker, gulerødder, mangetout-ærter, løg og ribs. Og min mand fik lavet en skøn salat og en variation over ratatouille med et stykke svinefilet som tilbehør ;)

 
Som kigget ned i kurven nok kun svagt afslører, har jeg gulerødder i flere farver: Orange, gule, hvide og violette. De er skønne, når de skæres i tern og blandes i salaten - både hvad angår smag og hvad angår farve. De smager ikke så 'kraftigt' og udpræget af gulerod som de søde snack-gulerødder, ("mere bare som en rodfrugt", sagde min mand! Undskyld, jeg kom altså til at grine...), så indtrykket er slet ikke, at det er en gulerodssalat!
 
Den gule smager bedst, er vi enige om. Det er sorten 'Yellowstone'. Den hvide 'White Satin' smager meget mildt, den orange 'Ideal Red' som en typisk, ikke-sød gulerod, ligesom den violette 'Purple Haze', som ser fantastisk ud med sit mørke ydre og orange center.
 
Squash har vi lige vel rigeligt af - 15 planter er der vel! Men så kan vi jo i høj grad tillade os at høste dem, mens de er små. De er trods alt lidt skønnere end de store... og går jo som små også fint i salaten - den gule især pga. farvepiftet.
 
De hvide ribs er jeg virkelig glad for. Og der er MANGE bær på min opstammede busk. Det er smart med hvide ribs, for hverken fuglene eller min yngste søn, ribs-elskeren Julius, har opdaget dem. De holder sig til de røde bær på nabobusken :) Smart, ik'? Og jo jo - jeg putter også lidt ribs i salaten. Det giver en herligt frisk smag.
 
Drueagurkerne burde være plantet ud i haven og give masser af små, tykke agurker. Men de står stadig i potterne (som heldigvis er relativt store) inde i orangeriet. Og vi plukker da de små, saftspændte bomber flere gange om ugen - så pyt værd med, de ikke kom udenfor og endte på glas. Vi nyder dem rå og friske til frokosten - og selv børnene er vilde med, at hjemmedyrkede agurker rent faktisk smager af noget!
 
Ha' en rigtig dejlig weekend - og skriv gerne en kommentar om, hvad DU høster lige for tiden :)
 

fredag den 12. juli 2013

Vil du ha' opskriften på rosengelé?


Rosernes hovedblomstring topper lige nu, hvor både de stor- og småblomstrede roser åbenbarer deres skønhed og tiltrækker såvel insekter som mennesker med smukke farver og vidunderlige dufte.
 
Den skønneste rosengelé
Der skal mange, velduftende kronblade til at lave en portion rosengele, og har du rigeligt med roser, er det intet problem blot at indsamle de kronblade, der alligevel ville have drysset inden for en dags tid.
 
 
Har du ikke så mange roser at plukke fra, kan du vælge at 'ofre' blomstringen for et par dage - for rosengelé smager fantastisk og er næsten uundværlig, når først man har prøvet det på fx friskbagt brød.
 
Jeg elsker det simpelthen... Og drømmer altid om at gemme et par glas af sommerens skønneste til vinter! Men det smager så dejligt, at der ikke er noget at gemme længe af - for der går MANGE roser til, så jeg får højst lavet 2 portioner i løbet af en sommer.
Rosen-kronbladene indsamles primært fra roser med kraftig duft og farve. 'Rose de Rescht', 'Great Western' og 'Roseraie de l’Hay' er særligt velegnede til formålet, for de er karminrøde, meget duftende og har mange kronblade pr. blomst. Lysere, velduftende roser kan naturligvis også anvendes.
 
Nogle gange drømmer jeg om at lave gelé af enkelte de enkelte rosensorter og så smage forskellen... Men her spænder antallet af roser af samme sort så ben for idéen! Jeg får altid en dejlig, blandet rosengelé.
 

  • 400 g rosenkronblade koges i 1 liter vand i 10 minutter under låg, hvorefter kronbladene sies fra.
  • Saften fra 2 citroner tilsættes sammen med Gul Melatin svarende til 1 liter saft. Det koges 1 minut.
  • 750 g sukker tilsættes. Det koges atter 1 minut.
  • Geléen hældes på rene, Atamonskyllede glas, der dækkes med et klæde og står til dagen efter, hvorefter glassene lukkes til.
  •  

søndag den 16. juni 2013

Genbrug på Chelsea Flower Show

Jeg har virkelig glædet mig til at vise jer den her:

 
Hvis én af jer har et badekar med løvefødder til overs, så er jeg liebhaver! Den skønne stol indgik i Kate Goulds have The Wasteland på dette års Chelsea Flower Show. Haven er bygget op på det, der skal forestille at være en forladt pumpestation og har derfor en industriel og grå ramme af beton og jern.

Den hårde ramme blødes op med let løv i beplantningens stauder og flimrende skygge fra havens træer.


 
Også farvevalget har været væsentligt for opblødningen:  Med de rødligt afskallende stammer på birketræerne, Betula nigra, de røde frugter på den meget fligetbladede Acer palmatum 'Dissectum Viridis', rødmende blomster på en stor pagodebusk, Enkianthus campanulatus , rødbladede stauder og ikke mindst rosa og røde blomster sikrer et varmere udtryk.
 
 
 
 
 
Friskhed og lethed er også en kontrast til rammen. Fx lyser en brogetbladet etagekornel godt op sammen med den elegante silkepæon 'Krinkled White', småhjerte Dicentra 'Aurora' og natviol Hesperis matronalis ver. albiflora. Det hele piftes op af limefarvede islæt fra bl.a. vortemælk, Euphorbia amygdaloides 'Robbiae'.


Det naturlige og vilde look er også en kontrast til den industriprægede ramme. Her er det græsser og vild kørvel, der gør det største job, men også fingerbøl, walisisk silene og bregner giver et let og luftigt udtryk.








The Wasteland har fokus på genanvendelse af materialer - og det er altså ikke kun badekarret, der har fået nyt formål. Som espalier er fx anvendt gamle madrasbunde og sider fra indkøbsvogne, mens en 'vandvæg' er lavet af noget, der minder om indersiderne i vaskemaskinens tromle.



Og haven blev naturligvis præmieret med en guldmedalje.

lørdag den 1. juni 2013

Good news travel fast!

I min webshop er der tilbud om fri fragt, hvis man vælger uden omdeling til og med mandag. Det er der rigtig mange, der har opdaget – og jeg kan også forstå på et par mails, at de har ladet den gode nyhed gå videre til havevenner. Dét siger jeg hermed mange tak for J

I skrivende stund er jeg i Madrid. Og for en gangs skyld er jeg ikke ude af huset for at se på haver – jeg har end ikke planlagt at se bare en enkelt have! En af mine drenge blev konfirmeret for en måneds tid siden, og jeg har så valgt at give ham en tur til Madrid, hvor vi i dag har set en herlig fodboldkamp.
Det skal jeg dog ikke belemre jer yderligere med – men derimod vise et par skønne billeder fra forrige søndag, da jeg besøgte Wisley lidt uden for London.
På det øverste foto kunne man jo nok forledes til at tro, at der er tale om Blue Bells – men det er altså langt højere spir, der her er tale om; nemlig prærieliljer. Et stort område i fuldt flor – og med et kønt lille træ med nyudfoldede, nærmest limefarvede blade.
En anden skønhed, jeg faldt for, var Magnolia x brooklynensis ’Woodsman’. Læg mærke til de gråsorte knopper! Ret lækkert efter min mening – og også i udsprunget tilstand en skøn blomst i mørkt cremede nuancer. En overraskende forvandling fra knop til blomst.
Min mor fortalte mig engang, at smagen mht. blomstring ændrer sig, jo ældre man bliver. Således skulle man foretrække lyserøde, fyldte blomster som yngre og efterhånden holde af de gule for til sidst rent faktisk at bryde sig om såvel laksefarvet som orange. Jeg må desværre tilstå, at jeg tror, hun har ret… Men jeg er dog ikke helt gammel endnu J
Alligevel tror jeg ikke, at jeg for 15 år siden ville have været så betaget af de violette Allium sammen med tulipanerne ’Red Shine’ – men de er ret hotte i min optik for øjeblikket. Sikke et syn – og dét måtte jeg altså også lige dele med jer.
I min egen have har jeg de seneste 10 år haft en violet rhododendron, der blomstrede samtidigt med nogle røde tulipaner. Det var en ’tilfældigt’ opstået kombination, fordi tulipanløgene lå i jorden i forvejen, da jeg kom til haven og intetanende plantede rhododendronen. Men jeg har aldrig overvejet at fjerne tulipanerne (det er naturligvis den røde Appeldorn med ’uendelig’ levetid), for der er jo altid en slange i Paradis.
De seneste år har jeg ligefrem holdt af min ’slange’ – også selvom gæster i haven har mere end antydet, at det måtte være en fejl med den kombination! Men nu så jeg så samme farver på Wisley og overvejer seriøst at arbejde lidt mere med den – bare på et lille sted i haven.
Hvad synes I om kombinationen?