fredag den 4. januar 2013

Jeg er flyttet !

Kan I også mærke det? 

Foråret giver tegn om, at vi også i år kan regne med det. Tag nu fx de skønne Helleborus - de er godt på vej med deres smukke blomster. Og i dag blev jeg simpelt hen nødt til at befri nogle stykker af dem for deres gamle blade. Det pynter altid - og jeg håber, jeg kan få tid til endnu flere i løbet af weekenden. Det er trods alt også nemmest nu, hvor blomsterstilkene endnu er relativt beskedne af højde. Og bispehuerne, dem skal jeg jo også have klippet. Og gruppe 3-klematiserne! Der er faktisk meget at gøre, selvom vi kun lige har taget hul på et nyt år!
Så trist så det ud...
Og så fint blev det efter klipningen.
NU kan jeg få frit udsyn til blomstringen.

Hønsene går heldigvis uden om Helleborus - ellers var de blevet lukket inde i hønsegården (hønsene altså!) Hvordan mon det går med de andre forårsvækster, når de titter frem? Jeg tror, hønsene skal glæde sig over friheden, så længe den varer... Men siden oktober har jeg hver dag glædet mig over der entusiastiske søgen efter snegleæg og andet utøj - og så lever jeg med, at de er gevaldigt effektive, når det kommer til at sprede blade overalt på stierne ;)

Der er sket ting og sager hen over sensommeren og efteråret. Jeg er flyttet! Ud i haven, forstås ;)

Bær over med byggerodet og intermistiske løsninger!
Det skal nok blive godt, når først der tilføjes lidt lækre belægninger og planter.
Rettere sagt er det min virksomhed, der er flyttet ud af huset (næsten!), for jeg har fået bygget et anneks til kombineret kontor, lager og butik. Og hvor er det bare skønt. Ikke at slippe for at sidde indenfor i boligen, men at komme helt herud, hvor jeg er helt tæt på alt det, jeg nyder allermest. Naturligvis har jeg sørget for god udsigt fra min arbejdsplads - og rigeligt selskab af fuglene.
Udsigten fra mit arbejdsbord - lige i hjørnet



Og helt tæt på fuglelivet...
Nå ja - haven er jo ikke så skøn endnu med alle de ufærdige steder efter byggeriet - og efter manglende tid til oprydning i haven i efteråret - men alligevel er det fantastisk herude :) I kan garanteret udmærket forstå mig...

Rigtig godt nytår til jer alle - jeg glæder mig til at dele mine haveglæder og -sorger med jer igen i år - og jeg glæder mig også meget til at følge med i jeres.

søndag den 16. september 2012

Uuuuhh, hvor jeg glæder mig...


I morgen, mandag, kl. 04.15 er jeg rejseklar! 2 dage i Birmingham til den store have-indkøbsmesse Glee '12. Min rejsefælle er Helle Rask fra Havegalleriet i Odense.
 
Naturligvis har jeg tjekket en hel del af udstillerne ud og set, at der da bestemt er en del interessante varer - også for de danske haveejere. Og der dukker garanteret mere op, når først jeg får kigget nærmere på det hele. Jeg medbringer kameraet, så det hele ikke skal på harddisken mellem ørerne...
 
Og hvordan går det så i min have for tiden? Alt for vildt! Efter ferien har den stået på facade-maling og nyt tag. Det bliver gevaldigt flot - men der har bestemt ikke været tid til at passe haven. Faktisk har jeg sagt nej til flere, som gerne ville på havebesøg, men det vil jeg ikke være bekendt med stillads og opmagasinering og forsømte roser overalt. Jeg er heldigvis blevet mødt med forståelse - og jeg kan garantere, at næste år bliver haven endnu skønnere.
Så stolt jeg var af mine selvsåede porrer
De ser heldigvis ud til at komme sig
- en del af dem i hvert fald







Det går dog fortrinligt i min køkkenhave-afdeling. Eller rettere: gik! Min pryd - porrerne - fik besøg af porremøl!!! Hulk - jeg har selv sået porrerne, så det var jo nærmest en katastrofe i mine øjne. Slatne og ligefrem rådne porrer... Så jeg klippede alt over jorden af, vandede med frygteligt ildelugtende nældevand og dækkede med græsafklip. Og nu vokser de igen med raketfart - herligt herligt. Så nu går det godt igen.

Også stangbønner, gulerødder, squash, rødbeder og alt det andet går det fint med (ja - det er jo også nærmest idiotsikre afgrøder, jeg er begyndt med). Og i drivhuset høster jeg tomater og koger masser af sovs af dem sammen med grøntsager og krydderurter.
 
Auberginer er der blevet 2 (!!!) af. Og det var endda to små... Peberfrugterne har givet en smule mere - men der er vist lige noget, der skal læres af i forhold til næste år. Men det føles nu alligevel som 'guld', når man bærer sine lækkerier ind. Og de skønne aubergineblomster er da også nydelige...
 
Jo - der skal også dyrkes det nyttige næste år :)

søndag den 12. august 2012

Det bliver SÅ godt...


Min have er forsømt denne sommer! Første del af juli så den hæderlig ud - og så tog jeg til Paris og derefter direkte til Umbrien. Den seneste uge har jeg malet hus - 3 ugers ferie er nu slut - og kombinationen af regnvåde dage efterfulgt af varme, solrige - i flere omgange - har fået min have til at eksplodere - og se temmelig forsømt ud!

Og nu skal jeg afsted igen på skolen og knokle videre i firmaet, så det bliver nok kun bedre lidt efter lidt.

Men det skal jo være skidt, før det bliver godt - og det bliver rigtig godt! Nyt tag, farve på huset i stedet for vandskuring, OG et anneks til firmaet. Det er på høje tid, det flytter ud af huset...

I dag har jeg brugt en solskinsdag indendørs (!!!) - på Formland-messen. Og se lige, hvad jeg faldt pladask for... Er de ikke bare vildt skønne, de haveslanger?

Garden Glory - For glamorous people with dirty nails

- Dét er lige mig - ja, i hvert fald det med neglene...


Jeg er sikker på, den lyserøde vil passe perfekt på mit kommende anneks. Nå ja, der følger ophæng med :)

I morgen vil jeg sørge for at tage en masse fotos af mine fantastiske bladbeder - og en masse andet, der trods forsømmelse er ganske kønt lige nu i haven...

Og så i øvrigt en kærlig tak til alle jer, der lagde vejen forbi, da vi havde Åben Have. Det har virkelig været nogle hyggelige omgange i år (også).

fredag den 22. juni 2012

Vores første honninghøst


Vi har høstet honning i dag - den første nogensinde. Så det har været en stor dag for os. Der var blot 4 tavler, der var klar, men nu var det besluttet - og det gik rigtig godt.



Honningen skal hældes på glas efter nogle dage med jævnlig omrøring, men vores honning var allerede så tyk, at den skulle på med det samme. Og jeg elsker nyslynget, flydende honning - fx over en skål jordbær eller en portion afdryppet yoghurt.



Er det ikke bare en skøn farve? Og smagen er helt perfekt. Meget fin og blød - overhovedet ikke skarp, som rapshonning altid er. Men nu er der så heller ikke rapsmarker inden for 2 km afstand - vores honning er rigtig blomsterhonning :) 










Der blev kun 11 glas a' 450 g, men vi slynger igen om 14 dage, for da må der bestemt være mere at komme efter i de andre bistader.

Vi har i øvrigt Åben Have 3 gange den kommende uges tid:

Lørdag den 23. juni kl. 13 - 17
Onsdag den 27. juni kl. 15 - 20 (med fokus på den børnevenlige have)
Søndag den 1. juli kl. 13 - 17

Se fx dette link http://www.haven.dk/hwarticles.asp?x=&detail=26614&list=0..1 fra Havens nyhedsbrev.




mandag den 11. juni 2012

Tålmodighed er en dyd...




... som jeg ikke besidder så forfærdeligt meget af! Derfor har jeg i dag kun fået fotograferet 'mine' små blåmejseunger. De seneste 3 uger har jeg næsten dagligt fulgt forældrefuglenes ihærdige flyven ind og ud af redekassen, men nu kan de altså selv - blåmejseungerne. Og de lader mig gerne komme tæt på - i modsætning til musvitterne! Derfor lykkedes det ikke at få billeder af deres unger, for jeg havde simpelt hen ikke tålmodighed til at vente længe nok på, at de accepterede, jeg var der...

Bladlus - sprøjtegifte - fugleliv
Der har allerede været millioner af bladlus i særligt roserne, men det er jo primært et kosmetisk problem, for med det rige fugleliv bliver der gjort et godt indhug i bladlusebestanden - og med de store fødemængder i haven vil fuglene højst sandsynligt blive i nærheden. Så altså ingen sprøjtegifte i haven. Og jeg har bestemt planer om at opsætte endnu flere redekasser ;)


Haven stortrives oven på den megen regn - det var et kærkomment tilskud fra oven. Og lige nu er det jo stauderne, der giver kulør - lige nu, inden roserne for alvor går i gang.


På denne tid tænker jeg ofte, at nu bliver det ikke skønnere - men det glemmer jeg jo igen hvert år, når roserne topper.


Single Cherry



Og de er skam allerede begyndt at blomstre. 'Single Cherry' er faktisk ved at være på det sidste, 'Constance Spry' åbenbarede den første blomst for mere end en uge siden, mens 'Leda' og 'Nuit de Young' (heldigvis) kun lige har et par enkelte blomster - men dusinvis af knopper, der tydeligt viser farve.




Ledas røde knopper åbner sig til rentvhide blomster med rød kant



Nuit de Young har duftende mos omkring knopperne

Men lige nu er det særligt storkenæb og i meget høj grad akelejer, der stjæler billedet. Det ser fantastisk og vildt ud - og meget snart er det slut, for akelejerne bliver klippet ned, nu når de er færdige med at blomstre - og så bliver det hele fint og ordentligt igen - eller - så ordentligt, det nu kan blive i vores have ;) 
Små, tætte skørter, store balkjoler, lange spore eller korte - og i alle farver.
Jo, akelejer er skønne.
Og i alt det vilde er der da også lige et par blomstrende skvalderkål og et par 'slanger' - det kalder jeg de røde og orangerøde valmuer, der ærligt talt ikke generer mit øje, men som mange havegæster kommenterer - og mener, de er 'en fejl'. Nej, det er de ikke! De vækker opsigt og får én til at tænke på, hvor kønt afstemt andre dele af haven er... for de står naturligvis ikke overalt ;)


Og så skal I da lige have fornøjelsen af at se mine små kyllinger - de er 2 uger gamle og alle udruget under en skøn skruk - 13 brogede kyllinger ud af 14 æg i reden. Dét er da en ægte succes :) Og i næste weekend klækker de næste...



Ha' en dejlig uge - i weekenden drager jeg til Åbne Haver i Nordtyskland