søndag den 6. marts 2011

Det hvide bed

I dag fik jeg endelig tid til at gå i haven. Åh, hvor var det dejligt... Jeg fik ordnet hele 'Det hvide bed' - revet blade, gamle nedfaldsæbler og de visne staudetoppe sammen. Jeg VED godt, det burde blive liggende lidt endnu, men... I år skal løgplanterne have lov at komme op uden en krans af gammelt løv ;)

Ingen regel uden undtagelser. Jeg har også lidt andet, end hvide blomster i bedet: De brogetbladede hostaer blomstrer med lysviolette spir, og det gør den høje ærenpris også. Desuden har jeg ikke nænnet at flytte en grålig-rosa clematis, som blev plantet før, jeg besluttede mig for det hvide tema. Til gengæld var der ingen nåde for de gule islæt, I måske kan ane på fotoet.

Den store rose, der hvert år blomstrer med overdådige og velduftende klaser, er Rosa helenae 'Lykkefund' - og når dén blomstrer, er bedet på sit højeste.

Men lige nu går jeg bare og længes efter de første små blomster på lungeurten 'Sissinghurst White' - den plejer at springe ud allerede midt i marts.

torsdag den 3. marts 2011

3. del Inspiration til havetur


Aldrig har jeg oplevet en privat have, der er så smuk og med så fantastisk mange ideér lige til at håndplukke. Fenna Graf er tysk havearkitekt, og hendes have roses til skyerne - og lidt over... 10.000 kvm, beliggende uden for Ascheberg v. Plön. Der er virkelig god grund til at køre hele turen derned - meget mere grund, end mine fotos kan formå at vise. Se evt. mere på www.grafgarten.de




Liebster Blog-Award

I kan tro, jeg blev overrasket, da Lene forleden dag udvalgte (bl.a.) mig til at modtage Liebster Blog-awarden. Jeg er jo meget grøn (he-he) ud i bloggeriet, men brænder meget for at dele mine dejlige haveoplevelser og -billeder med jer alle - ligesom jeg også nyder at få et indblik i jeres havetanker...
Lene skrev:
"Den frodige have, fordi hun som ny blogger allerede har fanget mig med sine skønne billeder og gode og informative tekster. En meget inspirerende blog, som jeg glæder mig til fortsat at følge."


Det er utroligt svært at skulle udvælge særlige blogs, for der er SÅ mange skønne - men her er mine anbefalinger og dermed dem, jeg ønsker at tildele en Liebster Blog-Award:

Kjeld Slot viser os noget, der adskiller sig fra mængden. Det hele virker på samme tid både minutiøst gennemført og helt naturligt. Og med en sans for den lækre detalje...

Haveliv i Billeder gør mig glad. Jeg nyder virkelig alle de smukke billeder - Fru Krull ka' sit kram...

Gros Rosenhave stråler af begejstring for roser - og alle de skønne stauder, jeg også er vild med. Jeg glæder mig til at følge udviklingen i haven... 

Jeg håber, I alle tre har lyst at give stafetten videre...

Her er reglerne:

  • Awarden gives til 3-5 bloggere, som har under 100 faste læsere.
  • Du fortæller bloggeren via bloggens kommentarfelt, at du har udvalgt hende/ham som modtager af awarden.
  • Du linker til den, du har fået awarden af, samt til de 3-5 blogs, som du har udvalgt.

onsdag den 2. marts 2011

2. del Inspiration til havetur

'Dagens nordtyske have' ligger i Dannewerk. Den er 6.000 kvm - og det er særligt forhaven, jeg er ganske verliebt i... Det fungerer bare helt fantastisk med de rette linjer og skarpe kanter imod de bølgende, brusende, frodige blomsterkompositioner. Bemærk, hvordan billedet/oplevelsen skifter alt efter, om man ser på langs eller på tværs af bede/havegange. Og så lige alle de nøjagtige buksbomkugler... Er det bare mig, der er forblændet?






tirsdag den 1. marts 2011

Inspiration til havetur

For snart 2 år siden var min mand og jeg i Nordtyskland for at se på Åbne haver - eller Offene Gärten - som det jo hedder dernede. Vi havde 2 små børn med - men nåede alligevel at se 13 haver fra fredag til søndag. Mange haver på så kort tid - men det var skønt.

Vi havde på forhånd planlagt, hvilke haver vi skulle besøge, og de kommende par dage har jeg tænkt mig at vise jer nogle af alle de herligheder, vi oplevede.

Hvis I selv skulle få lyst til at planlægge en havetur, kan I hente inspiration på http://offenergarten.de/

260 haver deltager i samme weekend: 18. + 19. juni. Det er en tilbagevendende begivenhed omkring dette tidspunkt, så gem linket, hvis du ikke har tid til at tage afsted i år...



Alle 3 fotos stammer fra haven hos Sybille og Uwe Ehmann-Green i Dollerup. Haven er 12.000 kvm og meget harmonisk anlagt med forskellige havepartier: en romantisk rosenhave, staudehave med tør bæk, azaleahave med japanske ahorn, naturlige damme, klosterhave osv.! God tur :)